Det er ikke altid at barndommen har været helt perfekt, hvilket er et emne jeg ofte kommer ind på med mine klienter i individuel terapi. I voksenlivet kan tidlig såring vise sig i dårligt selvværd, afhængighed, angst, relationsproblematikker, depression m.m. At arbejde med barndommen er ofte en sorgproces i forhold til umødte behov, men også et arbejde med alt det skjulte potentiale, der gemmer sig under de strategier man har brugt for at deale med og tilpasse sig situationen. Jung kalder det en individuationsproces, jo mere vi forstår vores egen historie, jo bedre bliver vi istand til blive de mennesker vi egentlig er. Derfor vil arbejde med barndommen ofte føre til intergration af skyggen, af alle de dele af en selv, der ikke var plads til.
At arbejde med skyggen behøver ikke at tage udgangspunkt i barndommen. De forskellige livsfaser, man får børn, de flytter hjemmefra, man bliver skilt osv, kan alt sammen være "livet", der skubber på i retning af at blive mere tro mod det man er. I det terapeutiske rum arbejder jeg med drømme, kropssymptomer og relationsproblematikker for at blive bevidst om skyggen og starte en integrationsproces.
Dødsfald, sygdom, skilsmisse, at miste jobbet: Livet kaster os ud i eksistentielle kriser, vi konfronteres med meningsløshed og ensomhed og kan have brug for støtte for at finde vej til en ny mening og at se tingenes tilstand i øjnene. Jeg arbejder da ud fra en eksistentiel forståelsesramme, bedst repræsenteret af den amerikanske analytiker Yalom.
Ulykker, operationer, længere varende kriser pga økonomi eller andet, kan sætte sig i krop og psyke som traumer. Min tilgang til traumer er baseret på Peter Levines revolutionerende arbejde indenfor dette område. Hans opdagelse af at den menneskelige hjerne kan spænde ben for sig selv, når vi forsøger at komme os ovenpå overvældende oplevelser, har givet nye og brugbare metoder til at genfinde en balance i krop og sjæl.
Jeg tror at psykoterapi spænder over så mange retninger, fordi vi som mennesker er så komplekse som vi er. For mig er fokus på relationen mellem mig selv som terapeut og det unikke menneske, der sidder overfor mig i stolen. Hvilken metode der så er relevant i det enkelte tilfælde kan for mit vedkommende spænde over et bredt felt.