Det er ikke altid at barndommen har været helt
perfekt, hvilket er et emne jeg ofte kommer ind på med
mine klienter i individuel terapi. I voksenlivet kan
tidlig såring vise sig i dårligt selvværd,
afhængighed, angst, relationsproblematikker,
depression m.m. At arbejde med barndommen er ofte en
sorgproces i forhold til umødte behov, men også et
arbejde med alt det skjulte potentiale, der gemmer sig
under de strategier man har brugt for at deale med og
tilpasse sig situationen. Jung kalder det en
individuationsproces, jo mere vi forstår vores egen
historie, jo bedre bliver vi istand til blive de
mennesker vi egentlig er. Derfor vil arbejde med
barndommen ofte føre til intergration af skyggen, af
alle de dele af en selv, der ikke var plads til.
At arbejde med skyggen behøver ikke at tage
udgangspunkt i barndommen. De forskellige livsfaser,
man får børn, de flytter hjemmefra, man bliver skilt
osv, kan alt sammen være "livet", der skubber på i
retning af at blive mere tro mod det man er. I det
terapeutiske rum arbejder jeg med drømme,
kropssymptomer og relationsproblematikker for at blive
bevidst om skyggen og starte en
integrationsproces.
Dødsfald, sygdom, skilsmisse, at miste jobbet: Livet
kaster os ud i eksistentielle kriser, vi konfronteres
med meningsløshed og ensomhed og kan have brug for
støtte for at finde vej til en ny mening og at se
tingenes tilstand i øjnene. Jeg arbejder da ud fra en
eksistentiel forståelsesramme, bedst repræsenteret af
den amerikanske analytiker Yalom.
Ulykker, operationer, længere varende kriser pga
økonomi eller andet, kan sætte sig i krop og psyke som
traumer. Min tilgang til traumer er baseret på Peter
Levines revolutionerende arbejde indenfor dette
område. Hans opdagelse af at den menneskelige hjerne
kan spænde ben for sig selv, når vi forsøger at komme
os ovenpå overvældende oplevelser, har givet nye og
brugbare metoder til at genfinde en balance i krop og
sjæl.
Jeg tror at psykoterapi spænder over så mange
retninger, fordi vi som mennesker er så komplekse som
vi er. For mig er fokus på relationen mellem mig selv
som terapeut og det unikke menneske, der sidder
overfor mig i stolen. Hvilken metode der så er
relevant i det enkelte tilfælde kan for mit
vedkommende spænde over et bredt felt.